Prisvindende svensk kampagnebureau kommer til Danmark

Download: Samlet Pressemeddelelse – ReformActDK

Sammen med svenske Reform Act starter strategi-bureauet DeltagerDanmark det digitale kampagnebureau Reform Act DK. Kampagnebureauet vil arbejde med digitale engagementdrevne kampagner sammen med medlemsrige idebårne foreninger og interesseorganisationer.

Reform Act er allerede en stor succes i Sverige. Bureauet har skabt kampagner, der har vundet fire valg og modtaget internationale priser – heriblandt prestigefyldte Reed og Pollie Award for bedste brug af film og humor. Reform Act har desuden eneret på det nordiske marked til at bruge BSD Tools, den digitale platform, der hjalp Obama til valgsejr i 2008 og 2012. De sidste tre år er bureauet vokset fra fem til nu 25 ansatte

– Fremtiden tilhører dem, der kan forme og bevæge individer og fællesskaber til at handle. I Sverige har Reform Act udviklet en unik ekspertise på det digitale felt, som vi glæder os til at introducere for alvor til vores samarbejdspartnere i Danmark. To af vores kunder bruger allerede BSD Tools og flere vil komme til allerede i de kommende måneder, siger Rune Baastrup, medstifter og direktør i DeltagerDanmark og fra 1. februar tillige direktør for Reform Act DK.

DeltagerDanmark arbejder blandt andet med danske kommuner, indsamlings- og interesseorganisationer. Mange søger en stærkere kampagneekspertise og digitale værktøjer med effekt – præcis hvad Reform Act tilbyder.

Reform Act DK kommer til at lave kampagner med blandt andet Danmarks Lærerforening og har netop hjulpet 3F, Danmarks største fagforening, med at lancere en stor underskriftindsamling.

– Vi har en ambition om at ekspandere på et marked, vi oplever som sulten efter vores fælles værktøjer og ekspertise i at engagere folk. Bedre leadgenerering og konvertering giver øgede indtægter, flere medlemmere og mere aktive medlemmer – ikke blot flere clicks. Senest har Reform Act hjulpet Red Barnet i Sverige rekordresultat i deres julekampagne, fortæller Birgitta Pagot, medstifter og direktør i Reform Act i Sverige.

Udvikling af digitale platforme og kreative løsninger er Reform Acts adelsmærke. Det vil det også være for det danske bureau. Reform Act Danmark er 60 procent ejet af Deltager Danmark og 40 procent af det svenske Reform Act.

Pressehenvendelser: direktør Rune Baastrup, 41 77 45 75 rb@deltagerdanmark.dk

 

Q&A TILL DELTAGERDENMARK

HVORFOR ETABLERER I REFORM ACT DANMARK?

DeltagerDanmark har et stærkt og dybdegående samarbejde med både fagforbund og idebårne foreninger og indsamlingsorganisationer, og kan se et stort behov hos dem for at udnytte de enorme potentialer, der ligger i relationsbaserede og engagementsdrevne kampagner understøttet digitalt. De fremmeste på det felt i Nordeuropa er Reform Act og det var derfor oplagt for os at fri til dem i efteråret. Vi vil skabe et slagkraftigt dansk Reform Act til gavn for vores kunder og realiseringen af vores formål om at øge folkelig deltagelse.

Vi har over en årrække fulgt de store landevindinger især i USA på kampagnefronten, og ser et stort uudnyttet potentiale i at introducere værktøjer og metoder til det danske marked og den danske offentlighed.

HVAD ER JERES MÅLSÆTNING?

Reform Act er femdoblet på tre år, fordi de er dygtige og leverer et unikt produkt til deres kunder. Vi kan ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne lykkes i Danmark – ikke mindst fordi DeltagerDanmarks eksisterende kunder er store og midt i en rivende udvikling, der går i samme retning.

HVILKE KUNDER HAR I ALLEREDE?

Allerede i dag har 3F og Danmarks Lærerforening påbegyndt anvendelsen af CRM-værktøjet BSD Tools. DeltagerDanmarks faste kunder har for en stribes vedkommende vist interesse for brugen af værktøjerne og arbejdet med digitale, engagementsdrevne kampagner, så mange af dem vil også blive kunder hos Reform Act.

3F har samarbejdet med os om at realisere en underskriftindsamling mod højere pensionsalder. En kampagne, der tegner til at sætte rekord i antal underskrifter med dd. 178.000 underskrifter. I den forbindelse udtaler kommunikationschef Nicolai Kampmann:

”BSD-værktøjet kan noget. Vi vil meget gerne involvere vores medlemmer og løfte emner, de oplever som relevante. Med dette digitale greb kan vi hurtigt og smidigt kommunikere med ikke bare medlemmer, men også andre interessenter i en sag. Og med mange på én gang”

ER DETTE OGSÅ BEGYNDELSEN PÅ EN EKSPANSION AF DELTAGERDENMARK?

DeltagerDanmark er etableret som en socialøkonomisk virksomhed, der ikke har til formål at generere overskud. Vores mission er at hjælpe foreningsdanmark af folkelige organisationer og kommuner med engagere borgere, medlemmer og medarbejdere i at realisere socialt ønskværdige mål og løse nogle af tidens komplekse problemer. Etableringen af datterselskabet Reform Act DK er et skridt på vejen til at kunne nå længere ud og vil næppe være det sidste selskab, vi ser knopskyde ud af DeltagerDanmark.